
KALUNDBORG: ”Det var en mageløs Farvepragt at see den gule Klint mod den dybe blaa Luft, uden Skygger. Formerne kun betegnede ved de fineste Reflexer; det var henrivende dejligt.”
Guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye var svært betaget af naturen på Røsnæs. Citatet er fra hans dagbogsoptegnelser fra et besøg i slutningen af august 1843 hos broderen Honoratus, som var i landbrugslære på Refsnæsgården yderst på halvøen.
Den gule klint er den barske og vejrbidte Helles (Lundbye skriver Hellede) Klint på fjordsiden af Røsnæs. Og den er et af målene for den sidste af den lokale Lundbyekomités tre guidede sommerture til de i alt 18 Lundbye-landmarks i og ved Kalundborg – det vil sige markerede steder i landskabet, som den unge maler forevigede i skitser og malerier. Denne gang gælder det Røsnæs og, foruden Helles Klint, lokaliteter som Elverdam, præstegården i Ulstrup, Elverdam, Vindekilde og Røsnæs-spidsen.
Datoen er søndag den 28. august, og turen udgår fra p-pladsen ved Vor Frue Kirke, Adelgade i Kalundborg.
Peter Hermann er kyndig guide.
Billetter købes på lundbyekunstfestival.dk/guidede ture.