Raklev GI u13 (årgang 2010) har været til Vildbjerg Cup med to hold. Det oplyser fodboldtræner Michael Mogensen.
Det ene hold var tilmeldt række 1 og det andet i række 2.
Begge hold kvalificerede sig til slutspillet, og det lykkedes Raklev GI u13 at vinde det hele efter finalesejr mod Hobro. Finalen blev afgjort på straffesparkskonkurrence og endte 7-6.
– Stævnet var, som altid, en rigtig god oplevelse for både spillere, trænere og forældre. Det er godt organiseret, hjælpen er altid til stede, når den skal bruges, banerne er noget af det bedste, som kan tilbydes i Danmark og så var vejret tilmed fantastisk, lyder det fra Michael Mogensen.
Holdene boede i Sørvad, hvor der er et center med opvarmet udendørs pool, hvor drengene, efter dagens kampe, kunne boltre sig.
– Hele stævnet har udover det sportslige, givet en hel masse til det sociale sammenhold i gruppen, som er en sammenbragt flok af spillere fra flere forskellige skoler, fortæller Michal Mogensen.

