
Retten i Holbæk forlængede tirsdag varetægtsfængslingen af en 37-årig mand fra Ruds Vedby, der 21. december begik røveriforsøg mod Superbrugsen i Høng.
Han er således fængslet frem til 13. februar, men har valgt at kære kendelsen.
Den 37-årige mand havde i forvejen forbud mod at handle i butikken, men det så han stort på, og med sin hund medbragt i indkøbsvognen handlede han ind for 249 kroner – og gik gennem kassen uden at betale.
Derefter blev han tilbageholdt af butikkens personale, som han forsøgte at vriste sig fri af, og det lykkedes ham undervejs at sparke en af butikkens ansatte over benet, hvorfor sigtelsen udviklede sig fra tyveri til røveriforsøg.
Manden er desuden tiltalt for et brud på våbenloven.
De tilkaldte betjente, der anholdt manden, fandt nemlig en mindre økse under hans tøj, og den kunne han ikke fremlægge noget arbejdstjenstligt formål til at bære på sig.