Med en tre-årig uddannelse som yogalærer bag sig er 36-årige Marie Louise Fonnesbech-Wulff klar til at åbne sin egen yogaskole hjemme på Månebakken 2 i Kalundborg.
Undervisningserfaring har hun efter at have undervist på aftenskoler i tre år, men nu prøver hun at springe ud som privat underviser og er klar til at rydde stuen og lægge madrasser og tæpper ud på gulvet.
– Jeg laver et ryghold for personer med rygproblemer, og her vil øvelserne tage hensyn til de problemer, som kursisterne måtte have, og så bliver der hold for både nybegyndere og øvede, fortæller Marie Louise Fonnesbech-Wulff.
Hun tilbyder også undervisning til børn fra seks år og opefter. Her er der, ligesom på holdene for de voksne, lagt op til at man skal hygge sig. Børneholdene begynder først næste år.
– Vi skal tegne dyr og lege dyr, fordi mange af yogaøvelserne har navne efter dyr, forklarer Marie Louise Fonnesbech-Wulff, der underviser børnene uden at forældrene er med.
Hun oplyser videre, at når man dyrker yoga, så får man en bedre kropsbevidsthed, bedre balance og kondition, ligesom evnen til at koncentrere sig bliver bedre, og man bliver mere smidig. Afspænding er også en del af øvelserne hver gang.
Tilbage til hjemegnen fra København
Undervisningsholdene hos Marie Louise Fonnesbech-Wulff bliver på højest seks personer, og det vil give hende god tid til hver deltager.
Yogalæreren er uddannet hos Guni Martin yogaskole i Kregme, og efter en graviditet er Marie Louise Fonnesbech-Wulff nu klar til at begynde at undervise igen.
Matha yoga er navnet på den yoga, som Marie Louise Fonnesbech-Wulff har lært og tilbyder.
Kalundborgs nye yogalærer er født og opvokset på Vesterbygård mellem Jerslev og Jorløse, og efter en del år i København er hun nu flyttet til Månebakken i Kalundborg.
jn nordvest.dk