
Der er behov for forbedringer på skoleområdet, og der er formentlig også behov for flere penge, der skal understøtte de processer, som sikrer skolerne det nødvendige løft.
Det siger den nye formand for Kalundborg Kommunes børne- og familieudvalg, Karl-Åge Hornshøj Poulsen (V), der lægger op til bredt samarbejde om, som han udtrykker det, holdbare løsninger, der flytter skoleområdet.
– Jeg kan ikke se, at vi kommer uden om at tilføre området flere ressourcer, der skal løfte skolernes karakter-gennemsnit, begrænse mobning og inkludere flere udsatte børn.
– Der er sat meget i søen, men vi har den konkrete udfordring, at vi ikke ser de forventede resultater af den indsats. Det viser de årlige undersøgelser fra skolerne. Politisk er der afsat flere midler til eksempelvis ekstrauddannelse af lærere.
– Jeg er helt på det rene med, at der ikke findes snuptagsløsninger, som bringer skolerne op på det spor, vi gerne vil have. Men et brugbart forslag kunne være at nedsætte et uvildigt udvalg til at vurdere, præcist hvor vi skal sætte mere ind.
– De løsninger, jeg gerne vil fremme, skal være holdbare også på den lange bane, og derfor skal vi bestræbe os på at nå beslutninger, som bygger på brede flertal, siger Karl-Åge Hornshøj Poulsen.
Læs Socialdemokraternes reaktion i dagens avis.