
Mormoderen til de fire tvangsfjernede børn i Kalundborg Kommune, hvoraf flere ifølge sigtelserne imod en husven har været udsat for sexmisbrug, opfordrer nu direkte indenrigs- og socialminister Karen Ellemann til at gå ind i sagen.
Hun vil have ministeren til at undersøge hele sagsforløbet omkring den ramte familie, og især kommunens indsats gennem de senere år. Hun er overbevist om, at problemet ligger i den sociale forvaltning i Kalundborg Kommune, der ifølge hende har lavet omsorgssvigt over for familien, så det batter.
– Den har ikke været sit arbejde voksen, mener hun.
Mormoderen har taget initiativet, fordi hun finder det mistænkeligt, at der ifølge hende mangler flere papirer i sagen.
– Der er ikke lavet en handleplan, hævder hun. Ligesom hun i sagens papirer heller ikke kan finde rapporter fra den kommunale hjemme-hoser, der en overgang hjalp familien.
Hun ved godt, at Kommunernes Landsforening skal lave en rapport over hændelsesforløbet, og at den er bestilt af kommunalbestyrelsen, men hun vil alligevel gerne have ministeren ind i sagen.
Mormoderen har tidligere forsøgt at komme i kontakt med borgmester Kaj Buch Jensen (S), men han henviser til sin tavshedspligt og vil ikke udtale sig. Hun har også sendt et åbent brev til Folkebladet, som har valgt ikke at offentliggøre det af hensyn til børnene, oplyser hun i mailen til indenrigs- og socialministeren.
Hun mener, der er tale om et brud på ytringsfriheden, når borgmesteren har bedt medlemmerne i kommunalbestyrelsen om ikke at udtale sig i sagen.
Mormoderen har også sendt brevet til medlemmer af Folketingets socialudvalg.
En 43-årig mand er i øjeblikket varetægtsfængslet for sexmisbrug af mindreårige piger. I forbindelse med denne sigtelse blev fire børn tvangsfjernet fra en familie i Kalundborg Kommune, og både børnenes forældre og mormoderen har protesteret over beslutningen.