Morgenbordet er tilbage

Foto: Foto: Eva Lyng Johansen

I den ellers stille Kordilgade, lyder der musik fra Øen.

Her står Michael Hjort og synger og spiller på guitar, mens folk spiser rundstykker ved bordene, som bliver skyllet ned med kaffe og gammel dansk.

Aktivitetskoordinator for Kalundborg Handelsstandsforening, Anita Winther bød velkommen til morgenbordet, hvor hun fortalte, hvor glad hun blev, da Tømmerup Støtteforening gerne ville genoptage byfestens morgenbord.

– Man begejstres hver gang at ildsjæle popper op, har en plan og går hele vejen. Især når man til dagligt arbejder med at skabe oplevelser i Kalundborg, sagde Anita Winther.

Handelsstandforeningen støttede også arrangementet ved at sørge for musikken.

Charlotte Fredsgaard og Jack Nielsen fra Støtteforeningen i Tømmerup syntes, at der har været god tilslutning til morgenbordet, som foregik fra klokken 7-10.

– Mellem syv og otte var der dog ikke så mange, sagde Charlotte Fredsgaard.

På grund af den gode modtagelse, som det gratis morgnebord har fået, så regner Charlotte Fredsgaard og Jack Nielsen med at der også bliver gratis morgenbord til næste år.