Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen kommer til den officielle indvielse af det nye Campus Kalundborg fredag, altså i morgen eftermiddag.
Indvielsen, som kun er for inviterede, markerer en væsentlig milepæl i indsatsen med at uddanne ingeniører og bioanalytikere i Kalundborg.
En indsats, som lige fra begyndelsen er gennemført i tæt samarbejde med private og offentlige partnere i Kalundborg og Region Sjælland.
Professionshøjskolen Absalon glæder sig til at vise de nye fysiske rammer frem.
Rektor Camilla Wang byder velkommen, og der vil være taler ved uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, bestyrelsesformand Jens Stenbæk, Kalundborgs borgmester Martin Damm, Senior Vice President for Novo Nordisk Michael Hallgren og formand for Studenterrådet Kalundborg Liv Kjøller.
Konferencier er campuschef Conni Simonsen.
Efter talerne, vil der være mulighed for guidet rundvisning på campus for alle interesserede eller for at gå en tur på egen hånd.

