Født og opvokset i Kalundborg og stadig med bopæl hjemme hos forældrene, bliver de næste tre måneder noget helt nyt og anderledes for 19-årige Mikkel Juul Jensen.
Han skal nemlig, som den eneste Stark-elev fra Danmark, til Nuuk i Grønland, og bruge tre måneder af sin elevtid langt mod nord.

Men historien begyndte allerede, da Mikkel Juul Jensen gik på EUX Business på Allikelund Gymnasium. Han var nemlig i praktik i fire dage hos Stark, og der spottede slagschef Jakob Larsen hurtigt, at der var krummer i den unge mand.
– Jeg tilbød ham simpelthen en elevplads og han takkede ja, fortæller Jakob Larsen.
– Jeg var i praktik i fire dag, og synes egentlig det var sjovt, så jeg sagde ja og begyndte i praktik i september 2021, så jeg er færdig som handelsuddannet med speciale i trælast til sommer, forklarer Mikkel Juul Jensen.
Alle 2. årseleverne hos Stark har hvert år mulighed for at søge om at komme til Grønland, hvor Stark har seks butikker. Jeg skal til Nuuk og rejser allerede på torsdag. Og jeg glæder mig, siger Mikkel Juul Jensen.
Der bliver stillet en lejlighed til rådighed og der bliver også lavet forskellige sociale arrangementer, foruden at Mikkel skal passe arbejdet i Starkbutikken, der er Grønlands største byggemarked med 5000 m2 og et kæmpe udvalg af varer.
– For eksempel sælger vi dynamit, for man bygge jo på fjeldet og slat skal sprænges væk, siger Jakob Larsen.
Han er glad for, at det blev Mikkel Juul Jensen, der i år får muligheden for at komme afsted til Grønland og får en uforglemelig oplevelse. Og er fint punkt på sit cv.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme afsted. Der er sørget for det meste, men jeg skal selv lave aftensmaden, slutter Mikke Juul Jensen.
