
Af Bjarne Robdrup
– Det er en ide, vi gerne vil undersøge nærmere, og vi tror på, at der er behov for initiativer, der rækker ud mod unge, som har forskellige udfordringer. Socialøkonomiske virksomheder kan være en af løsningerne.
Det siger formanden for Lokalrådet i Høng, Niels Erik Danielsen, efter et møde, han tog initiativ til for nylig.
Hvis målsætningen kan fastholdes »hele vejen«, kan det ende med skabelsen af en helt ny virksomhed – en reparationsbutik.
Mødet om ideer til socialøkonomiske virksomheder lokalt havde foruden Niels Erik Danielsen deltagelse af Torben Petersen, der er socioøkonomisk konsulent i Kalundborg kommune, af Keld Taaning, leder af Det Private Botilbud, som omfatter Cafe Liv, samt af købmand Mogens Gyldenvang fra Høng Centret.
– Socialøkonomiske virksomheder virker på helt almindelige markedsvilkår. De er kendetegnet ved, at eventuelle overskud i virksomheden skal geninvesteres, konkret 65 procent af overskuddet skal føres tilbage til virksomheden, siger Niels Erik Danielsen.
Han fortsætter:
– Socialøkonomiske virksomheder skaber muligheder for, at mennesker med handicap kan få arbejde. Men denne type virksomheder kan også give unge, som har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, en chance.
Lokalrådets formand tilføjer, at mødet fik et meget konstruktivt forløb med mange spændende ideer.
– En af dem er skabelse af en såkaldt reparationsbutik. Men det blev også drøftet at arbejde på at brande Høng som en by med social ansvarlighed, foruden at medvirke til og understøtte, at DM i Skills afvikles i Høng i april 2022.
– Der er andre muligheder for nye initiativer, som i særlig grad er målrettet unge og andre borgere med behov. Lokalrådet vil nu arbejde på at undersøge mulighederne for at frivillige og andre vil deltage i etablering af eksempelvis en reparationsbutik og udvikling af andre ideer med afsæt i socialøkonomiske virksomheder, siger formanden.
Unge og uro
Lokalrådet har i de seneste mange måneder været en aktiv del i afklaringen af den uro, som få unge skaber i Bevægelsesparken i Høng i området bag biblioteket. Her er også Midt og Vestsjællands Politi involveret i samarbejde med SSP Kalundborg.
– Vi har en god dialog med politi og SSP. Der er, som omtalt i Nordvestnyt, opsat kameraovervågning i Bevægelsesparken, og der er i lokalrådet enighed om, at vi arbejder videre med dialog og forsøg på at overbevise de unge, der huserer i Bevægelsesparken, udviser tålmodighed i en coronatid med få aktiviteter – selvom vi også anerkender, at det er svært som ung – og at de unge for eksempel bruger tiden i nogle af Høngs mange foreninger.