Løve-Høng kunne ikke true Ajax

Foto: Mik, Brian Jensen

Løve-Høngs håndboldkvinder måtte skyde en hvid pind efter pointene, da topholdet Ajax tirsdag aften var på besøg til 3. divisionskamp. Bortset fra en kortvarig føring ved stillingen 4-3 var Løve-Høng bagud i hele opgøret, og tabellens nummer to fra Ajax vandt med de overbevisende cifre 28-16.

Hjemmeholdet fulgte pænt med i første halvleg i Høng-hallen, men måtte strække våben efter pausen. Da Ajax 10 minutter inde i anden halvleg øgede til 20-12 stod det klart, at københavnerklubben ville tage begge point med hjem.

– De første 15 minutter fulgte vi med, mens vi havde luften og modet til det. Men de var bedre end os på stort set alle parametre, og det er klart rækkens bedste hold, vurderede Løve-Høng-træneren Christian Sørensen.

Cille Toftgaard blev med fire mål topscorer for Løve-Høng, mens både Trine Thomsen, Kersti Bøgebjerg og Line Kraul nettede tre gange.