HF Kalundborg står søndag over for sæsonens på papiret sværeste opgave i mændenes 3. division. Holdet skal på udebane forsøge at vriste point fra topholdet Hvidovre, der ud af 14 kampe blot har tabt en enkelt kamp og spillet en uafgjort.
Kalundborg tabte dog det første opgør med kun fire mål i Røsnæshallen – 21-25. Og træner Brian Jensen håber, at holdets seneste sejr kan være med til at bære spillerne frem til endnu en solid præstation. I den seneste kamp vandt Kalundborg med 23-22 over TIK – Taastrup 2 på et mål i de sidste sekunder.
Kalundborg må i forhold til det opgør undvære Kristian Poulsen, der er på rejse og derfor ikke vil være til rådighed i resten af sæsonen, og det bliver et stort savn for holdet.

Desuden er Oliver Olsen fortsat ankelskadet, så Kalundborg kan tage til Dansborg Hallen i Hvidovre uden nogen form for forventningspres.
Hvidovre spillede uafgjort mod Ledøje-Smørum i sæsonens anden kamp og har kun tabt til Roskilde. Topholdet har vundet de sidste syv opgør og besejrede senest Lammefjorden, for anden gang i sæsonen med 15 mål.
– Efter sejren over Taastrup skal vi bygge videre på defensiven. Og så skal vi bibeholde den hårdhed og være mandfolk som vi var i den kamp, siger Brian Jensen, der så nye sider af sit mandskab i lørdagens sejr over Taastrup.
– Det var første gang jeg har set det, mens jeg har været her. Bare det at vi sætter tacklinger ind. Jeg håber, at spillerne har fundet ud af, at det virker, og at det gør mere ondt på modstanderne end på os selv, siger Kalundborg-træneren, der naturligvis håber, at Hvidovre-mandskabet undervurderer søndagens modstander.
– Offensivt skal vi også blive ved med at bygge på, der er fremgang hver gang. Vi skal forsøge at holde os inde i kampen så længe som muligt, og så overraske til sidst, lyder det fra Brian Jensen.
Søndagens 3. divisionskamp i Hvidovre spilles klokken 14.30.