Julemarked i den gamle mølle

Jul. Julemarkedet i Løve Mølle bliver det gamle traditionsrige og hyggelige marked med mange boder, som sælger alt fra nisser til honning, mjød og vin.

Julemarked i den gamle mølle

Efter to års ufrivillig coronapause bliver der atter julemarked i Løve Mølle. Det sker i weekenden lørdag den 26. og søndag den 27. november.

Møllerne har malet mel af både spelt, hvede, hvid hvede og rug, som sælges under julemarkedet. Møllen selv sælger gløgg og æbleskiver og småkager. På loftet spøger nissen og bolchekogeriet holder til på kværnloftet. Julemanden kommer på besøg både formiddag og eftermiddag. Om lørdagen klokken 16 går julemanden sammen med nissemor fra møllen til gadekæret, hvor han tænder byens juletræ.

Der er trængsel på de smalle trapper i Løve Mølle. Foto: Charlotte Koefoed

Julemarkedet har været aflyst både i 2020 og 2021 på grund af corona. Vi glæder os derfor meget til igen at holde julemarked med julemanden, nissemor, standholdere og forhåbentlig rigtig mange gæster. Jeg ved ikke, hvordan det er gået i 2020 og 2021, for mange gæster siger, at det ikke bliver rigtig jul, før de har været til julemarked i Løve Mølle.

I løbet af 2021 har møllen fået en ny vinge og fået ny beklædning på møllehatten. Underbygningen er blevet fuget, og der er også lavet en ny trappe fra kværnloftet til hejsloftet. Ligeledes er der lavet en ny sliske. Så møllen står flot fra kælder til spiret på hatten.