Ingen point i Raklevs positive udtryk

Fodbold: Raklevs afbudsramte midterhold i serie 1 tabte sæsonpremieren på eget kunstgræs til Haslev.

Ingen point i Raklevs positive udtryk

Anfører Tom Petersen og Raklev tabte sæsonpremieren på egen bane til Haslev.

Foto: Mie Neel

Det ønskede udtryk og den positive energi var på plads, men alligevel måtte Raklev i midten af fodboldens serie 1 gå fra hjemmebanen med et nederlag på 1-3 til Haslev lørdag eftermiddag.

Og selv om der ikke kom point ud af sæsonpremieren på det kunstige græs, var Raklevs debuterende cheftræner Michael Miti Würtz rimelig godt tilfreds.

– Det er selvfølgelig aldrig rart at tabe, men bortset fra resultatet viste holdet et fint udtryk og god energi. Og som jeg ser det, kunne kampen ligeså godt være endt uafgjort, sagde Michael Miti, der tidligere var assistent-træner for forgængeren Morten Nielsen.

I den meget jævnbyrdig kamp skiftedes de to hold til at have herredømmet over kampen. Og Michael Miti havde en fornemmelse af, at det hold, der scorede det første mål, nok også var holdet, der ville vinde kampen.

Og det fik Raklev-træneren ret i.

For kort ind i anden halvleg kom Haslev foran, og gæsterne var ikke længe om at udnytte den kortvarige Raklev-panik, der opstod i kølvandet på scoringen. Blot to minutter senere øgede Haslev til 0-2.

Men Raklev svarede godt igen, og en håndfuld minutter senere kunne August Dahl så reducere.

– Pudsigt nok fik vi igen godt fat, og generelt set havde uafgjort ikke været ufortjent, lød det fra Michael Miti Würtz, som op til kampen fik sygdomsafbud fra Mathias Birk Friis og Jacob Rasmussen.

De blev erstattet af U19-spillerne Jonas Krøll Stenbæk og Sebastian Skovhus, og sidstnævnte gjorde det så godt på pladsen som højre back, at han af sine holdkammerater blev kåret som kampen spiller.

Raklevs midterhold spiller i næste runde på udebane mod Vallensbæk.