
Balagan er et dansk band for Pipes & Drums, der forleden med succes har deltaget i World Pipe Band Championships i Glasgow i sækkepibernes hjemland, Skotland.
Bandet, der består af musikere fra otte lande, omfatter også sækkepibespilleren Sara Oddershede fra Kalundborg, tenortrommeslageren Marie Vinther fra Ringsted samt bastrommeslageren Kristian Jersing fra Græsted.
Balagan blev samlet som band i 2014, og målet var deltagelse i weekendens VM i Glasgow i den såkaldte »Grade 2«.
Målet om deltagelse ved VM blev ikke blot nået, men desuden kronet med en plads i finalen.
Det flotte resultat peger ikke kun på en interessant fremtid for Balagan Pipe Band, men for hele den danske pipeband-verden, der består af en halv snes pipebands spredt ud over landet.