Nynazister ville skrive til fængslet terrorist

16-årig tiltalt diskuterede i den højreekstreme gruppe Feuerkrieg Division at kontakte UNA-bombemand.

Der ventes dom til maj i sagen mod den 16-årige, der er tiltalt for at være del af en nynazistisk international gruppering med hang til enkeltmands-terror.

Foto: Thomas Olsen

– Jeg kan ikke sove om natten, jeg vågner hver gang, der kommer en bil. Det var fem ugers konstant stress og paranoia.

Sådan beskriver 16-årig fra Vestsjælland, der er tiltalt efter terrorparagraffen, tiden mellem 1. marts sidste år, hvor han blev anholdt første gang, og anden anholdelse 7. april 2022.

Tiltalte, der nægter sig skyldig, gentog, at Midt- og Vestsjællands Politi og Politiets Efterretningstjeneste kun talte om hans trusler mod en unavngiven børnehave – ikke den højreekstreme gruppe. Så han fortsatte sin netaktivitet i den højreekstreme gruppe Feuerkrieg Division og påtog sig ledelsen, da lederen forsvandt.

– Jeg var frossent i situationen, jeg havde et ansvar, indtil ParaFKD skulle vende tilbage, forklarede tiltalte i Retten i Holbæk.

Kort før tiltaltes anholdelse i april ville Feuerkrieg Division skrive til den livstidsdømte amerikanske terrorist Ted Kaczynski – "UNA-bomberen", som dræbte tre og sårede 29 personer med brevbomber.

– Overraskende mange skriver til ham, ikke bare højreorienterede, forklarede tiltalte, som selv var i besiddelse af den amerikanske højreekstreme bombemands mest kendte bog “Industrial society and its future”.

Tiltalte deltog også i en samtale, hvor Feuerkrieg Division og to andre højreekstreme grupper Totenwaffen og Byzantine Liberation Army planlagde en “hate-camp” med overlevelsestræning i Norge til næste år.