Gymnastik for alle pengene

Opvisning: Høng Gymnastikforenings gymnastikafdeling holdt forårsopvisning i Høng Hallen lørdag med kæmpe succes. Der har ikke en parkeringsplads i sigte og langt over 800 kom igennem billetsystemet.

Heftige Herrer svedte sig gennem en fantastisk opvisning i Høng Hallen.

Foto: Mie Neel

– Se, det er far. Aj, hvad er det, han laver?

To dørte sad på allerforreste række, da Heftige Herrer med faste skridt indtog halgulvet i Høng til tonerne af Dizzi Miss Lizzy og med vaskeægte liveguitar som underlægningsmusik.

Alle tilskurerne klappede som besat og så gik herrerne i gang. Omkring 40 var på gulvet ud af de 56 mænd i alle aldre på holdet, der to gang om ugen træner under kyndig vejledning af Arne Christoffersen og Per Birkmose.

Anføreren af holdet, Thomas Egeskov Fobian, gik forrest og i dag med ekstra stolthed, for det var nemlig ham, der blev årets gymnast i Høng Gymnastikforening.

Thomas Egeskov Fobian, forrest til højre, blev årets gymnast i Høng Gymnastikforening.

– Holdet er bare så meget mere end gymnastik. Det er et utroligt fællesskab på tværs af alder, højde og drøjde. Vi holder fester, julefrokost, afslutning og hjælper hinanden på kryds og tværs, fortalte en storsmilende Thomas Egeskov Fobian før han skulle til opvarmning inden dagens optræden.

Thomas Egeskov Fobian blev årets gymnast i Høng Gymnastikforening. Foto: Charlotte Koefoed

Da Camilla Lander, formand for Høng Gymnastikforenings gymnastikafdeling holdt tale til Thomas Fobian, var det ord som gejst, omsorg, giver altid lidt ekstra af sig selv, skriver sang til julefrokosten og skaber en god stemning.

Stemningen var da også helt i top til herrernes opvisning, hvor mændene bar t-shirt med påtrykt six-pack.

Og så var der lige er 20 andre hold på programmet. Den fælles indmarch måtte vente lidt ekstra, for der var lang kø ved billetbordet. 500 gymnaster og instruktører var på gulvet og en af instruktørerne kunne også glæde sig over at blive kåret som årets instruktør. Det var Mathilde Ruus Bredahl-Jørgensen, en instruktør, der ikke siger nej til en udfordring og som har en sprudlende energi.

Gymnastikopvisning er lidt som én stor familiefest, alle kender hinanden og alle klapper det bedste frem i gymnasterne på gulvet. Til næste på kan Høng Gymnastikforening klappe endnu mere, da fylder foreningen nemlig 150 år.

Junior Springpigerne gav den gas til deres serie. Man fornemmer, at de næste år springer uden hjælpere.