Gods på den anden ende fra kælder til loft

Foto: Bjarne Robdrup

Hvor der tidligere var reception og administrationslokaler, og hvor der fortsat skal være det efter endt ombygning og modernisering, har afdækning af de kalkede, hvide vægge i sidefløjen blotlagt gamle bjælker i endog meget fin stand. Den igangværende byggeproces på Kragerup Gods afdækker således samtidig en del af husets oprindelse, præcis som det er tilfældet med Kornmagasinet på førstesal. Det skriver nordvestnyt.

Den største investering

Det er den største investering i godsets bestående bygningsmasse i mange år.

Og når projektet er bragt til ende, kan hotel-konference og eventcenter Kragerup, hvis historie kan skrive sig tilbage til 1327, og siden 1801 i Dinesen-slægtens eje, åbne en restaurant, der skal medvirke til at underbygge og fortælle husets historie.

Restauranten får navnet Blixen, og på den planlagte indvielsesdag vil lokalhistorikeren Jens Jørgensen, Slagelse, fortælle om en af Danmarks verdensberømte forfattere og hendes tilgang til Kragerup. Navnet er naturligvis Karen Blixen.

Forfatteren Karen Blixen, der er født Karen Christenze Dinesen, (1885-1962) kom på Kragerup i sine unge dage for at besøge sin familie.

Hendes farfar, Adolf Wilhelm Dinesen, blev født på Kragerup og var en yngre bror til arvingen Anders Didrich Dinesen af Kragerup.

Den nye restaurant, Blixen, placeres i 160 kvadratmeter store lokaler, i kælderetagen, hvor blandt andet det gamle godskøkken lå.

Blixen opdeles i tre lokaler, hvilket også betyder, at mindre selskaber kan få egne rammer til deres arrangementer. Når alle stole er optaget, vil der være plads til op mod 80 gæster.

Læs meget mere i dagens avis.