Martin Hoffmann König
Der var spejlglat efter nattens frost, da en mand lørdag morgen kørte galt på rute 225 ved Egemarke Gods nær Føllenslev. Manden mistede herredømmet over bilen, som kørte over i modsatte vejbane og ned i rabatten, hvor bilen tumlede rundt og endte med hjulene i vejret. Ulykken blev alarmeret klokken 08:39, og redningsfolkene rykkede ud med en melding om 'fastklemte', men manden var heldig og slap uden større skrammer, så han blev kørt hjem til sig selv i Ordrup, hvor han kom fra. Der er stadig risiko for glatte veje, især i områder, hvor solen endnu ikke har varmet vejen op, lyder advarslen fra myndighederne.