Ny forening kan være på plads før årskiftet, og den skal blandt andet tage dialogen om tang med Kalundborg Kommune.
*
120 sommerhusejere fra Bjerge Sydstrand blev søndag på et borgermøde på initiativ af Gørlev og Omegns lokalråd enige om at vælge fibernet-virksomhed – og tillige at etablere en forening for de 1100 fritidshuse i det berørte område.
Den store sal i det gamle skattehus på Gørlev Sukkerfabrik var fyldt godt op, da formanden for lokalrådet, Jonas Henriksen, åbnede mødet, som havde tre hovedoverskrifter: Valg af fibernet-virksomhed, etablering af forening – og debat om sommerens store udfordring langs stranden: Tang.
Introduktionen til, debatten om og spørgsmålene vedørende valg af fibernet optog en betragtelig del af det godt og vel to timer lange møde.
Borgerne skulle vælge mellem to leverandører af fibernet til området: Fibia eller Novomatrix. Der var flest stemmer på sidstnævnte.
– Jeg synes, at vi, også gennem de mange spørgsmål, kom godt igennem vilkår, fordele og ulemper. Og jeg tror også, at en forklaring på, at der var flest stemmer på Novomatrix, skal ses i lyset af, at mange af sommerhusejerne to gange har ventet forgæves på Fibia i forbindelse med dialogmøder om etablering af fibernet i området. Og når man så end ikke melder afbud til disse møder, har man nok ikke nogen stor stjerne hos de borgere, der har ventet forgæves, siger Jonas Henriksen.
Læs mere i Nordvestnyt mandag.