Forældre: Kommunen har reageret utilfredsstillende

Der er bred enighed fra forældre på Firhøjskolen om, at Kalundborg Kommunes direktion har reageret utilfredsstillende i sagen om den bortviste pædagog. En sag, der måske ikke har kostet det sidste job på skolen.

Foto: Peter Andersen, Rene Aunsbjerg Nielsen

Kalundborg Kommunes direktion har i høj grad reageret på en uacceptabel måde i forbindelse med bortvisningen af en kvindelig pædagog fra Firhøjskolen.

Det blev omkring 80 forældre hurtigt enige om under mødet mandag aften på Snertinge Kro.

Her mødtes de til en snak om Kalundborg Kommunes håndtering af sagen om den bortviste pædagog, der havde tjekket SFO-børn i 0. klasse for afføring i deres bukser.

SFO-leder og skoleleder skal i høring

Pædagogen forklarede selv i en mail sin handling. Samtidig fik SFO-leder Per Gjøg Hansen støtte i, at han havde støttet pædagogen.

Den handling betyder imidlertid, at han og skoleleder på Firhøjskolen Anne Christensen skal til høring i direktionen onsdag.

Her skal direktionen tage en beslutning om, hvorvidt nogen af de to skal miste deres job i forlængelse af sagen.

Forældremodstand i vente

Under mødet mandag aften blev der samlet underskrifter for, at direktionens håndtering af sagen både er en overreaktion og en tilsidesættelse af skolens selvstyre.

Forældrene viser deres modstand mod direktionens håndtering, når en stor flok mødes ved Firhøjskolen og går i samlet flok for at støtte SFO-leder Per Gjøg Hansen i dennes høring på onsdag på Bromølle Kro.