Nogle dage må du stadig en tur rundt med skraberen på bilens ruder, men fuglenes triller er begyndt at lyde gennem det åbne soveværelsesvindue. Det er ganske vist, foråret er på vej.
Det ses i havecentrene. Lige nu bliver kunderne mødt af farvestrålende primula, løgplanter, bellis i flere farver, hornvioler og stedmoderblomster.
– De kan sagtens plantes ud, selv om der er risiko for let frost, fortæller Rasmus Jensen, der ejer både havecentret i Kalundborg og Audebo Havecenter i Holbæk Kommune sammen med Vilhelm Rosendal.
Det er ved at være tid til få de tidlige læggekartofler i jorden, og hvis du vil fremdrive egne planter er det også nu, og for dem, der lægger stor vægt på biodiversiteten og måske har mindre tid til havearbejde, er frø til blomstrende enge og plæner lige sagen.
Hylderne er fyldt med frøposer med alt, hvad du kan drømme om at spire frem til drivhus, køkkenhave og snitblomster til prydhaven. De anonyme dahlia-knolde har heldigvis fotografierne til at vise os, hvor sprudlende flotte de sydamerikanske blomster kan blive i vores haver om nogle måneder.
Ude står hækplanter, bambus, buske og meget mere i lange rækker, og jo tættere vi kommer på påske, des flere blomster kommer der frem i begge havecentre.
– Vi har rigtigt skarpe priser, lover Vilhelm Rosendal.
For mens mange danske gartnerier og planteskoler ømmer sig over gas- og elregningen, kan Vilhelm Rosendal og Rasmus Jensen glæde sig over den noget billigere fjernvarme i Kalundborg, og i Audebo går det såmænd også nok.
– Helt ærligt, så er gaspriserne jo faktisk en fordel for os, for vi har kunnet købe meget billigt ind, fordi flere gartnerier har været nødt til at lukke, forklarer Vilhelm Rosendal.
Overtog Audebo for et år siden
Rasmus Jensen åbnede Kalundborg Havecenter for 16 år siden, for fire år siden kom Vilhelm Rosendal med. For selv om han er ved at runde 78 år, har Vilhelm Rosendal, der i mange år drev Hobbyland i Roskilde, ikke lyst til at trække sig tilbage og nøjes med sin store landhave ved boligen nær Ringsted.
For et år siden købte Rasmus Jensen og Vilhelm Rosendal Audebo Havecenter på kanten af Odsherred og Holbæk Kommuner.
Her sker der noget på internet-fronten.
– De havde i forvejen salg via hjemmesiden fra deres flotte afdeling med havedekorationer og krukker. Nu kan man også købe planter og få dem leveret af vores chauffører. Det kan nok tiltrække lidt yngre kunder, fortæller Vilhelm Rosendal, som trygt overlader den daglige drift af Audebo Havecenter til Helle Langhoff.
I Kalundborg er Rasmus Jensen og Vilhelm Rosendal altid klar til at bestille planter hjem, hvis en kunde efterspørger noget, som de ikke lige har stående.
– Men vi ringer til leverandørerne og får det leveret hertil, siger Vilhelm Rosendal.



