Til januar 2022 starter de første 12 kandidatstuderende på Helix Lab, som ligger ved siden af Campus Kalundborg – Professionshøjskolen Absalon på Stejlhøj i Kalundborg.
Helix Lab initiativet i Kalundborg er et forsknings- og uddannelsescenter, hvor kandidatstuderende fra universiteter i ind- og udland skal udføre deres kandidatafhandling i samarbejde med den lokale industri.
De studerende tildeles et Helix Lab Fellowship, som blandt andet dækker en studiebolig i Kalundborg.
Helix Labs bestyrelse har tildelt første runde af Helix Lab fellowships til 12 kandidatstuderende fra tre danske universiteter, som skal arbejde på deres kandidatafhandling i Helix Lab sammen med fire virksomheder fra Kalundborg, nemlig Novo Nordisk, Novozymes, Unibio og Chr. Hansen.
Mangfoldig gruppe
– Vi er meget glade for at se, at en mangfoldig gruppe af studerende, universiteter og virksomheder, allerede i dette første år af Helix Lab-initiativet, har vist interesse for at gå sammen og benytte lejligheden til at samarbejde og ansøge om et Helix Lab Fellowship, siger Krist Gernaey, professor ved DTU Kemiteknik, og bestyrelsesformand for Helix Lab.
De 12 studerede for det første halvår af 2022 blev udvalgt den 12. oktober. De kommer fra tre danske universiteter, Syddansk Universitet (SDU), Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Aalborg Universitet (AAU) og de vil gennemføre 10 forskellige samarbejdsprojekter sammen med de fire førnævnte virksomheder. 10 vejledere fra industrien og 13 universitetsvejledere vil støtte dem undervejs i deres specialearbejde.
Store forventninger
En af de studerende, der har fået tildelt et fellowship, er Daniel Lopez, kandidatstuderende fra Institut for Kemi & Bioscience på Aalborg Universitet i Esbjerg.
Han vil gennemføre en afhandling om soft sensor teknologi sammen med Novo Nordisk.
– Det var fantastisk at modtage nyheden om, at jeg har fået tildelt stipendiet. Jeg glæder mig til at flytte til Kalundborg og komme i gang med mit speciale i de helt nye laboratorier i Helix Lab. Jeg forventer, at denne erfaring vil give mig indsigt i at arbejde i industrien, siger Daniel Lopez.
Ser frem til samarbejde
De involverede virksomheder glæder sig også.
– Vi ser meget frem til samarbejdet med de innovative studerende og deres universitetsvejledere. Vi forventer, at alle parter vil få ny indsigt i løbet af projektfasen. Og at resultatet af den forskning, som de studerende har udført, kan være medvirkende til at udvikle nye og bæredygtige produktionsprocesser og -teknologier, siger Michael Hallgren, produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg.
– Vi er meget begejstrede for udsigten til, at den første gruppe studerende ankommer i begyndelsen af 2022. Allerede i de kommende uger vil vi invitere alle vejledere og studerende til Kalundborg for at igangsætte den mere detaljerede planlægning af samarbejdet, projekterne og de gratis boliger på Kalundborg Kollegium, som er en del af et Helix Lab Fellowship, fortæller Anette Birck, chef for Helix Lab.

