Fin fransk vin-teknik

Foto: Bjarne Robdrup

Maskinen er produceret i Frankrig og har kostet den nette sum af en halv million kroner. De 180.000 kroner er bevilget fra lokale LAG-midler (EU-støtte), mens Dyrehøj Vingård, Danmarks største, har investeret de resterende 300.000 kroner. Det er, i bogstaveligste forstand, mekanik ud over alle grænser, der tilfører husets produktion af mousserende vin og cider både stabilitet og tempo.

– Det er en champagne-maskine, som vi – og andre danske producenter af mousserende vine og cider – vil få masser af glæde af, siger vinbonde Betina Newberry.

Vinmager på Dyrehøj, »importeret« fra New Zealand, Zachary Brierley, glæder sig til at tage »champagne-maskinen« i brug straks i det nye år, når den er installeret og på plads.

– Det er ikke en mirakel-maskine, som eksempelvis kan løfte en mindre god mousserende vinhøst til noget stort. Slet ikke, siger Zach – og så fortsætter han:

– Meget kort fortalt: Maskinen fryser og fjerner gæren i halsen af den mindst ni måneder gamle vin, regulerer smagen på sødme/tørhed og propper flaskerne før en afsluttende vaskeproces. Teknikken betyder, dels at vi i processen mister en mindre mængde vin, dels at vi kan »producere« 300 flasker i timen – mod 50 i dag.

Betina Newberry:

– Mange vinproducerende kolleger rundt i landet ved, at vi har fået dette anlæg, og vi har allerede indgået aftaler med flere om samarbejde og brug af vores teknik.