Demensbyen Rørmosens venner er i arbejdstøjet

Demensbyen Rørmosens venner er i arbejdstøjet

Gunner Olsen, Ove Brinkmann, Flemming Jensen, Harly Pedersen og Dan Hansen, bestyrelsen i “Demenshave Rørmosens Venner” er trukket i arbejdstøjet og er i gang med at søge fondsmidler og skaffe medlemmer. Privatfoto

– Meningen med støtteforeningen “Demenshave Rørmosens Venner” er, at vi vil skabe en sansehave for de demensramte borgere på Rørmosecentret. I første omgang er vi gået i gang med at få folk til at melde sig ind og så er vi i gang med at søge midler til projektet, fortæller Dan Hansen, der er formand for støtteforeningen.

Projektet kommer til at løbe op i omkring syv millioner kroner, i første omgang vil foreningen finde midler til at komme i gang med udearealerne og etableringen af haven. Det drejer sig om ca 3.5 millioner kroner.

Når projektet er helt færdigt, får det form som en lille landsby, hvor de demensramte borgere frit kan bevæge sig rundt. Hele området bliver omkranset af levende hegn.

– Nogle af beboerne savner måske deres egen have, og så er der mulighed for at pusle med planter i drivhuset eller i de små bede med grøntsager og blomster. Det, at få fingrene i jorden og igen udføre et stykke arbejde, man har gjort hundredvis af gange før, da man var yngre, kan bringe minder frem, som ellers ligger langt væk. Gode minder om ferier og dejlige sommertider kan også vækkes til live, når man opholder sig i et af områderne, hvor der er opsat en campingvogn eller ved stranden. Nye minder kan også skabes, måske fra det hyggelige samvær som beboere og personale skaber omkring forskellige aktiviteter. Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser, siger Dan Hansen.

Han opfordrer interesserede til at melde sig ind i foreningen og tegne et medlemskab af støtteforeningen ”Demenshavens Rørmosens venner”. Både private, virksomheder og andre en velkomne og de kan henvende sig til Dan Hansen for yderligere informationer.

Gunner Olsen, Ove Brinkmann, Flemming Jensen, Harly Pedersen og Dan Hansen, bestyrelsen i “Demenshave Rørmosens Venner” er trukket i arbejdstøjet og er i gang med at søge fondsmidler og skaffe medlemmer. Privatfoto