Crossfitcenter åbner for udendørstræning

Crossfitcenter åbner for udendørstræning

– Vores medlemmer hungrer efter at komme i gang igen, og vi glæder os også til se dem igen, siger Shannie da Silva, som sammen med sin mand Michael da Silva ejer CrossFit Kalundborg og Yogastudio, som ligger i Casa Danicas bygninger på Hareskovvej i Kalundborg.

De glæder sig begge til, at de kan genåbne på mandag den 1. marts, selvom det i første omgang kun er udendørs træning, der er tilladt i forhold til restriktionerne.

Også et års fødselsdag

Genåbningsdatoen falder sammen med, at parret nu har haft CrossFit Kalundborg og Yogastudio i et år, og derfor bliver der også budt på romkuglekagemand til medlemmerne, som skal træne mandag.

Michael da Silva er uddannet crossfitræner, personlig træner og kostvejleder, mens Shannie da Silva er uddannet yogainstruktør, stressterapeut og mindfulnessinstruktør. Shannie da Silva arbejder også som uddannelseskonsulent på Forsikringsakademiet.

Parret har sat kegler op på p-pladsen foran CrossFit Kalundborg og Yogastudios bygning, og her vil der blive tilbudt både holdtræning og individuel træning.

Når der er holdtræning, bliver hver deltager placeret med to meters afstand på nogle måtter, og deltagerne får hver især det træningsudstyr, som der skal bruges til øvelserne, så de ikke skal deles om det. Udstyret bliver efterfølgende afsprittet af deltagerne. Der er max. 16 deltagere på hvert hold.

Nåede kun at have åbent i 11 dage

De parret åbnede 1. marts 2020, nåede de kun at have fuld gang i centret i 11 dage, inden Danmark blev lukket ned på grund af coronapandemien.

Efter to måneders nedlukning, åbnede ægteparret den 11. maj 2020 for udendørs holdtræning på den store parkeringsplads foran studiet, og den 8. juni 2020 kunne de så åbne for indendørstræning.

Her var de heldige at have 1200 kvadratmeter til rådighed, så de nemt kunne overholde retningslinjerne om fire kvadratmeter pr. person, som træner.

De har løbende gennem det første år måtte tilpasse holdstørrelser og andet i forhold coronarestriktionerne.

Det betød eksempelvis at Michael da Silvas bootcamphold, hvor der normalt kunne være 20 deltagere på, skulle ned på 10 i alt.

– Vi har skullet bruge flere timer på at få folk i gennem, siger Michael da Silva.

Er ved godt mod

Selvom det første år har budt på mange udfordringer på grund af corona, så har parret aldrig overvejet at kaste håndklædet i ringen.

– Det har været ligesom at cykle på en punkteret cykel. Nu vil vi gerne snart cykle med luft i hjulene, smiler Michael da Silva.