
En tømrermesters konkurs var den primære årsag til, at Kalundborg Kommunes byggeri af nyt rådhus trak ud i flere måneder og først kunne afsluttes endeligt i foråret 2014, skriver Nordvestnyt. Det skete, da medarbejderne i teknik og miljø – i tredje forsøg og som de sidste – flyttede fra det gamle rådhus i Svebølle til nye rammer på Holbækvej i Kalundborg.
Tømrermesterens konkurs har kostet Kalundborg Kommune 1,3 millioner kroner, og den samlede overskridelse af det omfattende projekt er på 4,2 millioner kroner.
Økonomiudvalget har nu godkendt regnskabet. Anlægsregnskabet viser, at de samlede omkostninger til byggeprojektet udgør 68,9 millioner kroner. I det beløb er de 1,3 millioner kroner indeholdt, der følger af konkursen undervejs.
Kalundborg Kommune anerkender ikke uden videre ekstraregningen som følge af tømrerfirmaet Skana Entreprises krak i efteråret 2013.
– Den sag afklares i retten. Tømrerfirmaet har jo stillet en bankgaranti, som det er normalt i den type projekter, og da vi kan dokumentere ekstraudgifter som en direkte følge af konkursen, vil vi naturligvis gerne have disse penge tilbage, siger borgmester Martin Damm (V). Hvorvidt kommunen kan forvente at få alle pengene tilbage, kan borgmesteren ikke svare på.
Retssagen er endnu ikke berammet, men Martin Damm forventer en afklaring i løbet af i år.