Også i håndboldsporten skal der ofte tages mange og hurtige beslutninger undervejs i en kamp. Sådan var det selvfølgelig også i Røsnæshallen søndag eftermiddag, hvor HF Kalundborg mænd i 3. division havde besøg af Køge.
Men beslutningstagerne blandt spillerne hos hjemmeholdet var ofte lidt i vildrede og traf ufrugtbare valg, og så kunne midterholdet fra Køge forholdsvis let vinde den lidt uskønne kampe sikkert med 24-30.
På dén facon fik Køge-gæsterne samtidig revanche for etmåls-nederlaget på egen bane i starten af november, hvor HF Kalundborg i første sæsonsejr vandt fredagskampen med 24-25.
Men søndag eftermiddag i den velbesøgte Røsnæshallen i Raklev var HF Kalundborg aldrig rigtig i nærheden af pointgevinst mod det rapfodede Køge-mandskab, som egentlig heller ikke imponerede men trods alt var betragteligt mere effektiv både i forvar og angreb.
– Vi burde egentlig have tabt større, sådan som vi spillede i dag. Vi har et væld af dårlige beslutninger efter tre kampe, hvor vi ellers har gjort det godt, så skuffelsen er stor, lød det ærligt fra cheftræner Brian Jensen på vej i omklædningsrummet umiddelbart efter sæsonens 10. nederlag i de 16 kampe.
HFK’s venstrehåndede højre back, Marc Schneider Andreasen, der i den omvendte kamp blev topscorer, sørgede også for føringsmålet til 2-1 i starten af opgøret, inden hurtigløberne fra Køge satte tingene effektivt på plads med fem mål i træk.
Men Marc Schneider, Rasmus Voss og Mikkel Jensen sørgede alligevel for at hjemmeholdet fulgte nogenlunde med, selv om efterslæbet ved pausen lød på fem mål.
HF Kalundborg havde uden det helt store held forsøgt sig med 7 mod 6-spillet med Jonas Jørgensen i den grønne vest som playmaker – og ind i mellem også som keeper.
Samme taktiske kneb blev også brugt i starten af anden halvleg, hvor Køges forspring blev reduceret til tre mål.
Men Køge fandt effektivt nogle modtræk, og fem minutter før tid var holdet i klar vinderposition med et forspring på syv mål.
– Det var virkelige en ringe indsats, og på den måde kommer vi ikke til at vinde noget som helst. Det var et Køge-hold vi skal slå til hver en tid, men det er svært, når vi tager så mange forkerte beslutninger, måtte HF Kalundborg-træneren erkende.
HF Kalundborg har nu tre ugers turneringspause, inden et vigtigt opgør på udebane mod Nykøbing F venter søndag den 26. februar.