50 år med Radio fra hele verden

Fredag fejrede Dansk DX Lytter Klub sit 50 års jubilæum på Kalundborg Vandrehjem.

50 år med Radio fra hele verden

Fredag mødtes medlemmerne af Dansk DX Lytter Klub på Kalundborg Vandrehjem for at fejre klubbens 50 års jubilæum.

Martin Vinther Rasmussen fra Aalborg har bygget sit eget radio setup i en gammel ølkasse fra Faxe. Radioen har fulgt ham gennem mange år, og har blandt andet været med DX-lytter klubben på Færøerne. Foto: Thomas Rye

For 50 år siden, den 3. februar 1973, blev en ny DX-lytter-klub stiftet i Danmark. Der var to andre DX-klubber i forvejen, men de er for længst blevet nedlagt. Til gengæld eksisterer Dansk DX Lytter Klub stadig i bedste velgående. Den runde dag blev fejret fredag på Kalundborg Vandrehjem.

– Vores medlemmer findes i hele landet. Oftest holder vi vores arrangementer i Jylland, så vi tænkte det var på tide vi kom til Sjælland. Derudover har Kalundborg en speciel plads i radiofoniens historie på grund af Gisseløre Radiostation, fortæller formand Stig Hartvig Nielsen om årsagen til at man valgte Kalundborg som værtsby for jubilæet.

DX-lyttere forveksles ofte med radioamatører, men der er i hvert fald en markant forskel, som fremgår ret tydeligt af navnet.

– Mens radioamatører både sender og modtager radio, så lytter vi kun. Sporten består i at prøve at fange små, obskure og meget gerne udenlandske radiokanaler kortbølge, mellembølge men også på FM og DAB. Man kan sige vi “samler” på radiokanaler, forklarer formanden.

Fredag mødtes medlemmerne af Dansk DX Lytter Klub på Kalundborg Vandrehjem for at fejre klubbens 50 års jubilæum. Foto: Thomas Rye

For nogle er samlingen blevet enddog meget stor gennem årene. Et medlem har således medbragt en samling af små bannere, som han har fået tilsendt fra radiostationer rundt om i verden, som det er lykkedes ham at lytte til herhjemme fra. samlingen omfatter blandt andet radiostationer i det gamle DDR, i Sovjetunionen og Jugoslavien, men også Brasilien, Kina og Tyrkiet.

– For os er det en hobby. Men for nogle mennesker kan det være endog meget alvorlig sag. DX-lyttere i Rusland eller Ukraine kan for eksempel følge med i mediebilledet i deres naboland, lige som DX-lyttere i Kina også kan få indblik i en virkelighed, som måske ikke findes i deres eget lands mediebillede, siger Stig Hartvig Nielsen.