Til skoleåret 2023/2024 er der 483 mulige elever til kommende 0. klasse i Kalundborg Kommune.
Heraf er 134 elever indskrevet på friskoler, 28 elever er visiteret til et særligt skoletilbud, 27 elever har fået skoleudsættelse og 66 elever har ønsket anden folkeskole i kommunen end distriktsskolen.
Folkeskolerne er inddelt i hvert deres skoledistrikt. Forældrenes bopælsadresse bestemmer, hvilket folkeskoledistrikt man hører til, og dermed hvilken folkeskole man som udgangspunkt er tilknyttet.
Der er imidlertid frit skolevalg, hvilket betyder, at hvis forældrene ikke ønsker, at deres barn skal gå på folkeskolen i det skoledistrikt, de bor i, så kan de frit vælge at indskrive deres barn i en folkeskole, der ligger uden for eget skoledistrikt eller i en anden kommune, så længe der er plads.
Der må optages elever fra andre skoledistrikter, såfremt klassekvotienten ikke overstiger 23, og der skal tages hensyn til søskende og afstand, det vil sige elever med søskende indskrevet på den givne folkeskole optages før dem uden søskende på folkeskolen.
Ud af de 66 elever er der 34 elever, som får deres ønske om anden folkeskole end distriktsskolen opfyldt. Der er 32 elever, som får afslag, heraf er 10 med søskende på den ønskede folkeskole.
I skoleåret 2023/2024 er der ingen skoler, som har under fem elever i 0. klasse.
Lige nu ser det ud til at Løve-Ørslev har den mindste 0. klasse med ni elever, men det endelig antal elever kan godt nå at ændre sig inden skolestart.
Fordeling på skoler
Elever indskrevet i 0. klasse 2023/2024 i Kalundborg Kommune:
28 på Nyrupskolen, 20 på Raklev Skole, 23 på Rynkevangskolen, 10 på Tømmerup Skole, 20 på Årby Skole, 46 på Skolen på Herredsåsen, 23 på Firhøjskolen, tre på Sejerø Skole, 23 på Svebølle Skole, 15 på Rørby Skole, 23 på Hvidebækskolen, 14 på Gørlev Skole, 10 på Kirke Helsinge Skole, 13 på Buerup Skole, 46 på Høng Skole og ni på Løve-Ørslev Skole.
