
Badminton: SB50 Ishøj Badminton vil gerne udvide interessen for badminton, så flere bliver bidt af sportsgrenen. Klubben gør nu et nyt tiltag og er klar med fællestræning for motionister, der ikke spiller på hold. Holdet er for voksne nybegyndere og dem, der ikke har spillet badminton i mange år.
– Det er en træning, hvor motionister kan komme og spille samt hygge sig sammen med andre motionister. Der vil være en træner til stede, som vil stå for nogle træningsaktiviteter samt sætte spillerunder. Der vil ligeledes være mulighed for at spørge træneren til råds om udstyr, serv, slag og ikke mindst spillets regler, fortæller Lennart Hartmann Nielsen, SB50 Ungdom.
Træningen er hver tirsdag aften fra klokken 20.00-21.30 i hal 2 i Ishøj Idræts- & Fritidscenter, og første gang er tirsdag den 12. januar.
– Det vil være muligt at låne en ketcher af klubben, ligesom klubben sørger for, at der er bolde til træningen. Kontingent for deltagelse på vores motionistfællestræning er 350 kroner per person fra 12. januar til 28. maj, siger Lennart Hartmann Nielsen.