Problem ved for stor succes

Foto: Jørgen Hansen
To af spillerne på Ishøjs bedste hold, Klubmester 2016, René Møller (tv.) og formanden, Bent Nielsen (th.)
To af spillerne på Ishøjs bedste hold, Klubmester 2016, René Møller (tv.) og formanden, Bent Nielsen (th.)

Det går forrygende for Ishøjs bedste hold i bordtennis.

1. holdet, som spiller i Serie 3, har vind i sejlene i øjeblikket – ja, det har holdet faktisk haft hele denne sæson og ligeledes sidste sæson, hvor holdet blev nr. 2 i kreds 17. – Det indebar, at holdet skulle være med i kampen om kredsmesterskabet, hvilket en knæskade dog brat satte en stopper for, og holdet måtte trække sig, siger klubbens kasserer og en af de bærende kræfter på holdet, Tonni Schrøder.

Ishøj mandskabet har indtil nu kun tabt en holdkamp, det var til Ejby, som hjemme overraskende vandt 6-4.

Derimod har Ishøj relativt nemt vundet alle sine andre holdkampe, i alt ni. Senest gik det ud over Hvidovre, som måtte se sig slået med 7-3. Meget symptomatisk vandt René Møller og Tonni Schrøder hver tre singler og sammen doublen, som de sædvanligvis gør i holdets kampe.

Ud fra det er det ikke overraskende, at René Møller ligger nr. 1 på rækkens topliste med kun ét nederlag i 30 kampe. Nr. 2 er Tonni med tre nederlag i lige så mange kampe.

Topopgør

Ishøj-mandskabet har haft et par ugers spillepause, inden det går løs med et brag af et revancheopgør på hjemmebane mod Ejby. Det sker tirsdag den 31. januar kl. 19.00 i drengegymnastiksalen på Vibeholmskolen.

Skulle Ishøj gå hen at vinde kredsen og dermed være oprykningsberettiget til Serie 2, hvor der spilles med 4 mand på holdet, giver det Ishøj et kæmpe problem. Det skal forstås på den måde, at klubben i dag kun råder over 2 kvalificerede spillere til Serie 2

– Så skulle der være to eller tre (dygtige) spillere, der i givet fald vil hjælpe os, skal de være velkommen, lyder det fra Tonni Schrøder.