Ishøj: 15-årige Kevin Palner Meinhardt fra Ishøj cykler med på den danske cykelscene seneste cykelhold: Team Hjertebarnsfonden.
Cykelholdets ambitioner er dog ikke at gøre Bjarne Riis og Team Saxo Bank rangen stridig som nummer et i verden, men når det kommer til vilje og engagement, stiler teamet mod toppen.
Team Hjertebarnsfonden består af syv ryttere i alderen 15-19 år. En af rytterne, Kevin Palner Meinhardt, er 15 år gammel og bor i Ishøj.
Kendetegnende for dem alle er, at de er født med en alvorlig hjertefejl, der har betydet, at deres liv har været præget af hyppige besøg på sygehuset og ofte også komplicerede hjerteoperationer på sygehusenes særlige børnehjerteafdelinger.
– Børn og unge, der har fået en hjerteoperation, har en ekstra grund til at tage godt vare på deres hjerte i fremtiden, og her er motion og fysisk aktivitet et vigtigt bidrag for dem selv, siger læge Niels Holmark Andersen fra Skejby Sygehus.
– Der fødes hvert år over 600 børn med medfødt hjertefejl i Danmark. Takket været forskning og nye behandlingsformer overlever næsten alle hjertebørn i dag. Det betyder, at der i dag lever cirka 20.000 børn og unge med en medfødt hjertefejl, siger han.