Flyvende fra start: Min Bazar har stor opbakning fra kunderne

Flyvende fra start: Min Bazar har stor opbakning fra kunderne

Ishøj: Selvom det er en ganske almindelig formiddag, er der flere kunder i butikken. I slagterafdelingen går snakken hen over disken, og i grøntafdelingen står en kunde og vurderer en agurk, inden hun smider den i indkøbskurven.

Siden Min Bazar slog dørene op i december, har de haft travlt, og de har endnu ikke haft en dag, hvor de har været skuffet over omsætningen. Det fortæller Fatih Yildiz, der er indehaver af Min Bazar i Ishøj By Center.

Slagteren skal på sigt udbygges med 400 kvadratmeter, og det vil gøre den til Danmarks største halalslagter. Foto: Emil Kristensen
Specialiteter fra hele verdenen står side om side med varer, man også finder i sit lokale supermarked. Foto: Emil Kristensen

– Vi er overrasket over, hvor godt det er gået. Vi vidste, at potentialet var der, men vi vidste ikke, hvor stor opbakningen ville være fra starten, siger han.

Han og personalet fik dog et fingerpeg, da de havde første officielle åbningsdag, hvor der formede sig en kø langs butikken, og der var på dagen meldinger om, at flere havde stået i kø i over en time for at komme ind i butikken.

Min Bazar er åbnet i de lokaler, hvor H&M tidligere lå. Foto: Emil Kristensen

Og mens kunderne i den første tid primært var borgere med udenlandske rødder, der gjorde sine indkøb, så har etniske danskere efterhånden også fået øjnene for Min Bazar, og de udgør til Fatih Yildiz overraskelse en tredjedel af kunderne.

Det skyldes ifølge indehaveren, at man udover at finde et hav af udenlandske varer, som i mange andre bazarer, også kan få varer, man finder i det lokale supermarked, og det er egentlig kernetanken bag Min Bazar.

– Bazaren er både bygget til det danske og det etniske marked, og det er første gang, at en bazar har blandet etniske varer med varer, man finder i supermarkedet på denne måde, siger Fatih Yildiz.

Foto: Emil Kristensen

Han fortæller, at drømmen om at åbne den type bazar startede for tre år siden, og selvom drømmen nu er gået i opfyldelse, så hviler de ikke på laurbærene. Bazaren skal nemlig udvikle sig endnu mere.

– I løbet af foråret åbner vi en cafe, hvor man blandt andet vil kunne købe tyrkisk brunch og frokost, og vi har en plan om at udvide slagteren med 400 kvadratmeter, som vil gøre den til nordens største halalslagter, siger Fatih Yildiz.

Der var stor interesse, da Min Bazar slog dørene op, og flere stod i kø i halvanden time. Foto: Vibeke Lønborg

Min Bazar har udover en slagter også en bager, og i dag er de i alt 16 ansatte fordelt mellem fuldtids og deltidsansatte.

– Vi har drenge og piger fra hele verden, og det afspejler Ishøj Kommune og vores kunder rigtig godt, siger Fatih Yildiz.

Han fortæller også, at de har mødt opbakning fra de øvrige butikker i centret, og glæder sig blandt andet over, at den lokale ledelse i Bilka har været på besøg for at ønske dem tillykke med den nye butik, og det lader også til, at Min Bazar er en god forretning for centret, der oplyser, at der har været stigende antal kunder i Ishøj By Center siden bazaren slog dørene op.