De kommuner, som bliver tildelt og hejser Blå Flag, viser, at de ønsker at støtte et miljømæssigt, bæredygtigt samfund med plads til friluftsliv og natur – til gavn for deres borgere og turister.
– Med det blå flag blafrende i vinden over Ishøj Strand kan vi trygt gå i vandet med en viden om, at badekvaliteten er i top. Det er et kvalitetsstempel på, at Ishøj Strand har rent badevand, høj sikkerhed, gode faciliteter som handicaptoilet og handicapvenlig adgang til strandområdet samt fokus på miljø og natur, siger borgmester i Ishøj, Merete Amdisen.
Hvad betyder flaget?
Blå Flag-kampagnen arbejder for at beskytte og værne om hav- og kystmiljøet. Det sker ved at belønne strande, der gør en ekstra indsats for miljøet.
På en Blå Flag-strand finder du:
• Rent badevand
• Livrednings- og førstehjælpsudstyr samt livreddere enkelte steder
• Nødtelefon på eller i nærheden af stranden eller dækning, så mobiltelefoner kan bruges som nødtelefon
• Natur- og miljøformidlingsaktiviteter
• Information om miljøforhold og naturområder
• Toiletfaciliteter
• Affaldsfaciliteter samt affaldssortering
• Informationstavle
– Det er skønt, at vi igen i år kan hejse det blå flag som et synligt bevis på, at vi har fine og gode badeforhold på Brøndby Strand. Derfor kæmper vi også sammen med seks andre kommuner for at passe på Køge Bugt. For det er jo en naturperle, der har kæmpestor betydning for os alle. Og vi arbejder helt konkret på at få Køge Bugt kategoriseret som en marin naturnationalpark for at beskytte havmiljøet, så vi alle sammen fortsat kan bade og fiske og nyde naturen, siger Kent Magelund, borgmester i Brøndby.
Selvom vandet som udgangspunkt er lige til at hoppe i, kan vejret og andre hændelser betyde, at badevandskvaliteten ændrer sig Hvis du vil følge badevandets kvalitet, kan du se badevandsvarslingen på app’en ”Badevand” eller hjemmesiden badevand.dk.