
IShøj: Den 1. Juli kunne fem heldige borgere cykle ud fra Ishøj Byhave på en kommunal el-cykel. Cyklen har de til låns i de næste små tre måneder, hvorefter 5 nye borgere får mulighed for at låne køretøjerne.
Tanken er, at understøtte en udvikling, hvor borgere vælger cyklen frem for bilen, hvadenten det er til arbejde, når der skal afleveres børn i daginstitution eller når man blot skal rundt til aktiviteter i eller udenfor kommunen.
Initiativet er en del af byrådets budgetaftale for 2021, og projektet "Ishøj i bevægelse" er blevet til i et samarbejde mellem klima og miljøudvalget, hvor Erkan Yapici (S) er formand og Social og sundhedsudvalget hvor Merete Amdisen (S) er formand.
– Ved at flytte borgere fra bil til cykel giver vi vores beskedne bidrag til at understøtte den grønne omstilling. Ishøj er lavet til at cykle i, og vi arbejder for et endnu mere sammenhængende sti-system og flere supercykelstier, så cyklen bliver det oplagte valg, Udtaler Erkan Yapici.
– Cykling har mange fordele. Det er godt for miljøet, det er sundt, og så bidrager det til livskvalitet, udtaler Merete Amdisen.
– For to år siden flyttede min arbejdsplads lidt tættere på Ishøj. Det gav mig under 15 km til arbejde, og jeg besluttede mig for at ville cykle. Min mand overtalte mig til at købe en el-cykel, og det har jeg ikke et øjeblik fortrudt. Med en el-cykel er det som altid at have medvind på cykelstien, smiler udvalgsformanden.
Ved at gøre 2021 til cykelår har byrådet sat fokus på bevægelse og grøn omstilling. Tidligere på sommeren var byrådet på tur rundt i kommunen med repræsentanter fra Cyklistforbundet. Her blev der set på forskellige udfordringer, der er med til at lægge forhindringer i vejen for cyklismen i Ishøj kommune. Cyklistforbundet kom også med forslag til løsninger, som de to Socialdemokrater selvfølgelig vil tage med i de kommende budgetforhandlinger i Ishøj byråd.