Bil til halv million konfiskeret efter ræs på motorvejen

Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER, Marianne Due
Færdselsbetjentenes fartmåling af den ene bil viste, at den kørte 1.282 meter på 20,1 sekunder. Det svarer til en gennemsnitshastighed på 229,6 km/t, hvor man må køre 110 km/t. Føreren blev på stedet sigtet for at have kørt kap- og væddeløbskørsel mellem andre trafikanter med den hastighed.
Færdselsbetjentenes fartmåling af den ene bil viste, at den kørte 1.282 meter på 20,1 sekunder. Det svarer til en gennemsnitshastighed på 229,6 km/t, hvor man må køre 110 km/t. Føreren blev på stedet sigtet for at have kørt kap- og væddeløbskørsel mellem andre trafikanter med den hastighed. All rights reserved! Jens Wollesen +4520471563

Farten kom op på 229 kilometer i timen, da en politipatrulje forfulgte to biler, som kørte om kap på Køge Bugt Motorvejen den 30. august.

Politiet fik øje på kapløbet i forbindelse med en indsats mod de biltræf, der opstår rundt omkring på p-pladser på Vestegnen. Træffene skaber utryghed og støj og derfor var der sat ekstra patruljer ind. Det var en civil politipatrulje, der opdagede de to biler på motorvejen, der kørte efter hinanden i meget høj fart.

Den ene havde en 26-årig mand bag rattet, og da politiet stoppede ham, beslaglagde de også hans bil. Nu har Retten i Glostrup i en kendelse besluttet at det var ok, at beslaglægge den 26-åriges Ford Focus RS, fordi han havde kørte 229 km/t på Køge Bugt Motorvejen den fredag aften.

– De kørte om kap med langt over 200 km/t på en strækning med andre helt almindelige trafikanter i normal hastighed og det er en skærpende omstændighed. Med så høje hastigheder kan det nemt gå helt galt og ende fatalt, siger vicepolitiinspektør Søren Enemark, Københavns Vestegns Politi.

Bilen er derfor blevet afhentet hos ejeren. Den kostede omkring 500.000 kroner fra ny og er nu i politiets varetægt.

En fartoverskridelse over 100 procent koster førerretten, og nu er anklagemyndigheden ved at vurdere, om sagen er så alvorlig, at der bør lægges op til en frihedsstraf. Dertil kommer, at bilen kan blive konfiskeret og solgt af staten.

– Hen over sommeren har vi haft et løbende fokus på disse gaderæsarrangementer, som flytter rundt, og det fortsætter vi med, siger vicepolitiinspektør Søren Enemark.