Ældre misser vaccinationen: Dette her går galt

Vaccineplan fremrykkes to uger
Foto: Jens Wollesen, Søren Schaadt Larsen
Mange ældre i Ishøj får ikke deres vaccine, fordi de ikke forstår, hvad de skal gøre, når de får deres vaccinebrev. Arkivfoto: Jens Wollesen
Mange ældre i Ishøj får ikke deres vaccine, fordi de ikke forstår, hvad de skal gøre, når de får deres vaccinebrev. Arkivfoto: Jens Wollesen

En større gruppe ældre i Ishøj får ikke deres vaccine som planlagt. NemId, sprogbarrierer, frygt og telefonnumre, som folk ikke har kan finde, er forhindringer, som kan være svære at komme forbi for mange ældre.

Kalbiye Yüksel er medlem af byrådet for SF og arbejder til dagligt på Hundige Apotek. Hun oplever tit, at ældre mennesker, som egentligt burde have fået deres vaccine, endnu ikke har fået den:

– Jeg møder mange, der siger, at de ikke er blevet vaccineret, og at de ikke er blevet indkaldt, fortæller hun.

Problemet er, at de ikke skal indkaldes, men selv skal reservere en tid. Det står i det sæt papirer, de får, som fylder 5-7 sider og som mange ikke får læst igennem af forskellige årsager – sprogbarrierer, læsebesvær eller andet.

– Min mor kan heller ikke læse breve, så jeg hjalp hende. Derfor spurgte jeg, på mit arbejde, de andre ældre, hvad gør I? Har I fået vaccine eller bestilt tid? Men de havde ikke forstået brevet, og så havde de ikke gjort noget ved det. Det troede, at der kom en indkaldelse, som når man skal opereres på sygehuset, forklarer Kalbiye Yüksel.

Forsøger at hjælpe

Mange af de pågældende borgere er ældre mennesker. En del har problemer med at læse dansk. En del har ingen computer og dermed heller ingen NemId, og samtidig er det under coronaen sværere at få den hjælp, man plejer:

– Man ser ikke familien så ofte, som man plejer at gøre, siger hun.

– Hvis man har NemId skal man bare reservere en tid der igennem. Hvis ikke så er det svært at finde ud af, hvor man skal henvende sig. Jeg fandt ud af, hvor man skal ringe hen for at bestille en tid, og nu giver jeg nummeret videre til alle dem, der har brug for det, forklarer Kalbiye Yüksel.

Kalbiye Yüksels oplevelser er ikke enestående. I Vildtbanegård oplever afdelingsformand Dorthe Hjort det samme problem – også her forsøger de ligeledes at hjælpe de ældre:

– Vi forsøger at hjælpe dem, vi kan. Det er rigtigt svært at hjælpe dem, hvis ikke de har NemId eller computer. Dem jeg har snakket med, så har vi fortalt, at de skal kontakte deres læge for at blive skrevet op til vaccine, eller få vaccinen af lægen, siger Dorthe Hjort.

– Det er bekymrende, hvis vi ikke kan få alle vaccineret, siger hun og peger på et andet problem – nemlig at der også er folk, som er bange for vaccinen:

– De har ofte ikke fået nok information, som skal til at forstå, at den ikke er farlig. Det er lige så stort et problem, hvis ikke folk forstå, hvad det indebærer den her vaccine, så er det vigtigt at vi får informeret, siger Dorthe Hjort.

Informationen er derfor vigtig, og byrådet afsætter nu penge til en indsats.

Løsningen

På baggrund af Kalbiye Yüksels oplevelser bevilliger byrådet 400.000 kroner til at understøtte vaccineindsatsen. Det er social- og sundhedsudvalgsformand, Merete Amdisen (S), som har ført sagen frem, og hun forklarer, at det er et krav, at kommunen skal gøre en indsats for at få flest muligt vaccineret:

– Vi skal gøre en ekstraordinær indsats at få så mange som muligt vaccineret i Ishøj, derfor har vi søgt byrådet for at få en ekstraordinær bevilling, så vi kan komme i dialog med de personer, som ikke har reageret på vaccinebrevet, siger Merete Amdisen.

Hun fortæller, at kommunen kan trække lister over de, der er berettiget til vaccine, men som ikke har bestilt tid. Her vil kommunen tage kontakt til hver enkelt for at hjælpe dem:

– Lige nu er det de ældste, der har fået tilbudt vaccinationen, de mest sårbare grupper. Efterhånden som vaccinen bliver rullet ud er det nye aldersgrupper. Der er det tanken, at vi bliver ved med at ringe rundt til dem, der ikke selv har sagt ja tak, siger Merete Amdisen.

– Indsatsen er allerede i gang, siger hun.

Apoteket og boligområderne

Nogle af de arbejdstimer, som pengene skal gå til, kan med fordel bruges på apoteket, mener Kalbiye Yüksel:

– Der kommer rigtigt mange borgere på apoteket. Mange henvender sig her, fordi de ikke ved, hvor de ellers skal få informationer om vaccinen, siger hun.

– Så kan vi give dem en hånd, så de kan få hjælp til det. Vi har mange sprog på vores apotek. Vi har så mange med anden etnisk baggrund på vores apotek. Vi har rigtigt mange sprog der. Det vil derfor være en stor hjælp, hvis en del af indsatsen blev sat herud, siger Kalbiye Yüksel.

På samme måde peger afdelingsformand i Vildtbanegård, Dorthe Hjort, på, at man kan lægge en del af indsatsen hos corona-ambassadørerne i boligområderne. De er kendte ansigter i boligområderne, og de informerer i forvejen borgere om corona.

– Det er vigtigt, at vi får informeret, og her kan ambassadørerne også gøre en forskel, siger Dorthe Hjort.