Gavmilde radiovenner gør det igen

Det er kun to måneder siden, at Hvidovre Nærradios Venner donerede 50.000 kroner til Hvidovre Hospital, men nu har støtteforeningen igen været i det gavmilde hjørne.

Plejehjemsbestyrer Kim Knudsen står med den store check i hænderne. På billedet er Kim Knudsen på hans højre side flankeret af centerchef Mette Holck, borgmester Anders Wolf Andresen og Peter Willumsen fra støtteforeningen. På Plejehjemsbestyrerens venstreside ses bestyrelsen for Hvidovre Nærradio Venner.

Foto: Presse

Det er tilsyneladende ganske lukrativt for Hvidovre Nærradios Venner at afvikle banko-arrangementer i forsamlingshuset Kometen. Og heldigvis! For støtteforeningen har for vane at give en stor del af overskuddet fra diverse arrangementer videre. Tirsdag formiddag var Hvidovre Nærradio Venner tilstede på plejehjemmet Strandmarkshave for at overrække plejehjemsbestyrer Kim Knudsen en donation på 50.000 til kommunens plejehjem.

Donationen skal gå til aktiviteter for beboerne og skal fordeles mellem de tre kommunale plejehjem Dybenskærhave, Krogstenshave og Strandmarkshave samt det selvejende plejehjem Søvangsgården.

Tilbage i december måned donerede støtteforeningen ligeledes en check på 50.000 kroner til Børne- og Ungdomsafdelingen på Hvidovre Hospital til indkøb af et interaktivt gulv.

Udover de to store donationer, har Hvidovre Nærradios Venner også doneret 20.000 kroner til Børneinstitutionen Hvidborg til en kæmpe fest for børnene og givet Hvidovre Nærradio et tilskud på 9000 kroner til nyt optageudstyr.