111 unge badmintonspillere vendte i weekenden hjem fra Holbæk som nykårede landsmestre. Overalt i Holbæk Kommune blev der dystet i 26 forskellige aldersklasser og kategorier, da der for første gang blev afviklet Landsmesterskaber for Ungdom (LMU) på Sjælland.
Med blandt de 1260 badmintonspillere var den 18-årige Kalle Steen-Nielsen, der er født og opvokset på Orø, men nu er bosat i Holbæk. Han fik i sidste sæson debut på Holbæks 2. divisionshold og har i denne sæson spillet syv kampe på førsteholdet – alle som fjerde herresingle.
– Ja, og jeg kan godt fortælle dig min statistik. Den er nul. Det er hårdt at spille senior, siger Kalle Steen-Nielsen med et grin, der indikerer at humøret er intakt.
Steen-Nielsen var ved LMU i pulje med tre andre spillere i U18-23 Elite. Han vandt den første puljekamp i Holbæk Sportsby over Lukas Jakob Henriksen fra Vanløse.
Men de to næste opgør endte med nederlag. Først til Jakob Thierry Andersen fra Gentofte og senere tabte holbækkeren et særdeles tæt opgør mod Elias Mols Kabell fra Højbjerg med cifrene 21-15, 18-21, 18-21.

– Jeg har mødt ham fra Vanløse før, og ham fra Gentofte mødte jeg som måske U25-spiller. Men Højbjergspilleren har jeg ikke mødt før, fortæller Kalle Steen-Nielsen, der begyndte at spille badminton som fire-årig og har været med til turneringer siden han var syv år, hvor han stillede op i U11.
Lokale landsmestre
U10D: Victor Andersen, Tølløse – sølvmedalje
U12M: Marvin Jakob Galan Mogensen, Jernløse – guldmedalje i single, guldmedalje i herredouble og guldmedalje i mixeddouble
U12B: Malene Beltoft/Augusta Frydendahl – guldmedalje i damedouble
U12D: Bianca Frederiksen, Jernløse – sølvmedalje. Noah Flintholm fik sølvmedalje i mixeddouble, mens Lucas Flintholm fik bronzemedalje i mixeddouble
U14B: Mathias Albæk/Nikolaj Hansen, Jernløse – guldmedaljer i herredouble
U14C: Sarah Herskind Andersen/Cecilie Roed, Jernløse – sølvmedaljer i damedouble. Sofus Rasmussen/Cecilie Roed, Jernløse – guldmedaljer i mixeddouble. Laurits Lindegaard Michaelsen/Sarah Herskind Andersen, Jernløse – sølvmedaljer i mixeddouble
U14D: Christine Johanne Rasmussen, Holbæk – guldmedalje. Emil Andersen/Lykke Østergaard, Mørkøv – sølvmedaljer i mixeddouble
U16B: Clara Kousgaard Thorning, Jernløse – sølvmedalje. Frederik Nøhr/Laura Emilie Nederskov, Holbæk – sølvmedalje i mixeddouble
U16C: Freja Mensing, Holbæk – guldmedalje
U16D: Carl Rasted Thomsen/Lucas Wendel Overgaard, Tølløse – sølvmedaljer i herredouble. Benjamin Andreasen/Sebastian Sønderhauge, Holbæk – bronzemedaljer i herredouble
U18/23M: Jeppe Martensen, Holbæk – guldmedalje i mixeddouble
U18/23B: Mads Lykke Petersen, Jernløse – sølvmedalje