Video: Gode ben spinner penge til gode formål

Det er en kæmpefest med høj musik, lysshow og liveoptagelser af glade, svedige mænd og kvinder, der i 24 timer giver den gas i Stadionhallen i Holbæk.

Det er også en velgørenhedsevent, hvor mange gode ben spinner penge hjem til kræftramte børn og Holbæk Håndboldklub.

Fredag blev Holbike24 sat i gang med alle 100 cykler i gang. Det tyndede lidt ud i løbet af natten, men der bliver alt optaget i den sidste time, spår Peter Sørensen, Team Rynkeby, der sammen med Holbæk Håndboldlub og Go2Fitness står bag eventen.

– Sjovt og fedt og ikke særlig hårdt, lyder det fra 14-årige Emma Kolding på cyklen. Sammen med en flok håndboldpiger fra Holbæk Håndboldklub. spinner hun en time ad gangen i løbet af de 24 timer. Hun cyklede klokken to i nat og har kun sovet fire timer, men regner med at være helt klar søndag, hvor hun skal spille kamp.

Der cykles, spises og drikkes penge ind, som deles ligeligt mellem Holbæk Håndboldklub og Team Rynkeby, der sender deres del videre til Børnecancerfonden. En masse frivillige har hentet og stillet cykler, afvikler og piller ned igen, så hallen er klar til søndagens håndboldkampe.