Var i kontakt få minutter før drabet

Flere gange i løbet af drabsdagen var en 34-årig kvinde og en 25-årig mand i telefonisk kontakt med hinanden – senest omkring fem minutter før drabet.

37-årig gravid kvinde dræbt: Her er seneste nyt i sagen

Politiet var talstærkt til stede i timerne efter drabet ved Plejecenter Samsøvej sent om aftenen den 3. november 2022.

Foto: Presse-fotos.dk

Ifølge anklageskriftet i drabssagen fra Holbæk var de to nu tiltalte – en 25-årig mand og en 34-årig kvinde – i telefonisk kontakt med hinanden flere gange på drabsdagen, den 3. november 2022. Den seneste gang skulle have været omkring fem minutter før, den 25-årige mand ifølge tiltalen dræbte den 37-årige kvinde fra Hørve i hendes bil uden for Plejecenter Samsøvej i Holbæk.

I anklageskriftet, der er blevet kendt fredag eftermiddag, oplyses det, at drabet skete cirka klokken 23.10. Og klokken 23.05 var den seneste telefoniske kontakt, der er registreret mellem de to tiltalte.

Ifølge tiltalen planlagde de i forening drabet i tiden op til den pågældende dag. Det skal være sket ved, at den 34-årige kvinde – der er sigtet for medvirken til drab – fortalte den 25-årige mand, hvor den 37-årige, gravide kvinde arbejdede, altså på Plejecenter Samsøvej, og hvornår hun fik fri.

På drabsdagen, 3. november, tog den 25-årige ifølge anklageskriftet til Holbæk, hvor han mødtes med den 34-årige kvinde. Senere på dagen tog manden flere gange omkring plejecentret på Samsøvej 43, ligesom de to flere gange i løbet af dagen var i telefonisk kontakt via applikationen WhatsApp.

Den seneste gang, manden tog til Samsøvej, skal have været omkring klokken 22.17, hvorefter han ventede på, at den 37-årige kvinde skulle få fri fra sit arbejde som sosu-assistent på plejecentret. Da hun kom ud og havde sat sig ind i sin bil for at køre hjem, stak den 25-årige mand ifølge tiltalen kvinden flere gange med kniv. Det medførte læsioner af lunge, hjerte, lever, tarme og livmoder, hvorved den 37-årige afgik ved døden.

Hun var i 26. graviditetsuge, og hun måtte forløses ved akut kejsersnit og fødte en dreng. Han overlevede i første omgang, men afgik ved døden den 8. november som følge af den for tidlige fødsel.

Tegn på nær relation

I forbindelse med retssagen, der indledes ved Retten i Holbæk den 26. september som en nævningesag, vil anklagemyndigheden tage forbehold for en påstand om, at de tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud i et tidsrum, der fastsættes af retten. De har begge afghansk baggrund.

Desuden vil der blive nedlagt påstand om, at den 34-årige kvinde bliver frakendt retten til arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der er afhængige af den dræbtes dødsfald. Desuden må den 34-åriges arv med videre efter en anden person ikke forøges som følge af lovovertrædelsen.

Der står intet i anklageskriftet om et muligt motiv til drabet. Men alt tyder altså på, at der var en meget nær relation mellem den dræbte 37-årige kvinde og den 34-årige tiltalte kvinde.

– Bestemmelsen handler om, at man ikke skal kunne myrde sig til en arv, siger advokat Allan Ohms fra Forum Advokater i Roskilde samt med i Danske Arveretsadvokater.

Allan Ohms kender intet til den konkrete sag og kan kun udtale sig generelt. Men han bekræfter, at når der nedlægges påstand om frakendelse af retten til arv med videre, så er der tre muligheder. Enten har de to været i familie med hinanden, de kan have været i et ægteskab, eller der kan være oprettet et testamente i forbindelse med et samlivsforhold.

Forklarer sig under sagen

Det har ikke været muligt at træffe sagens anklager, specialanklager Anja Lund Liin fra Midt- og Vestsjællands Politi, for en kommentar.

Advokat Thomas Fogt er forsvarer for den 34-årige kvinde.

– Hun nægter sig skyldig. Hun siger, at hun ikke har haft noget med det at gøre. Hun kommer også til at forklare sig under retssagen, siger Thomas Fogt, der ikke har yderligere kommentarer.

Det har ikke været muligt træffe den 25-årige tiltalte mands forsvarer, advokat Snorre Andreas Kehler, for en kommentar. Hidtil har meldingen været, at også den 25-årige nægter sig skyldig.

Retssagen er fastlagt til at begynde den 26. september ved Retten i Holbæk, hvor den skal køre som en nævningesag. Der forventes at blive behov for i alt otte retsdage til sagen.