
Det går godt hos Holbæk- og Regstrup-Spejderne med adresser på Kløvermarksvej i Holbæk og Hovedgaden i Regstrup.
Så godt, at man i løbet af det seneste halvandet års tid er gået fra 124 medlemmer til nu at tælle 160 medlemmer. Det er, ifølge baptistspejder-gruppens formand, Jimmy Singerholm, også en klar ny rekord, idet man tilbage i de succesfulde 1990'ere nåede op på 122 medlemmer.
Naturen har kaldt
Jimmy Singerholm bemærker, at den stigende interesse for at blive aktiv i Holbæk- og Regstrup-Spejderne er sket på et tidspunkt, hvor corona-pandemien har sat store begrænsninger i mulighederne for at få et normalt foreningsliv til at fungere. Selv om der har været perioder med total nedlukning, har spejderne det meste af tiden kunnet samles i mindre grupper og være udendørs, som de jo er vant til.
– Vi har kunnet tilpasse aktiviteterne, så der stadig har været noget at lave for medlemmerne. Og så tror jeg også, at den stigende interesse netop hænger sammen med nedlukningen, fordi mange mennesker har brugt naturen, når der ikke var så mange andre muligheder. Det har åbnet manges øjne for, at der er nogle rigtigt gode oplevelser ved at være ude i naturen, lyder vurderingen fra Jimmy Singerholm.
Udgangspunkt i børnene
Holbæk- og Regstrup-Spejderne har i efterhånden nogle år været kendt for at tænke nyt i arbejdet med at få flere til at gå til spejder. Det gælder eksempelvis øget inddragelse af forældre via sociale medier, så de kan se, hvad ungerne har arbejdet med.
Og et duelighedsmærke er ikke bare et mærke, men ledsages af beskrivelse af, hvad barnet helt konkret har lært for at opnå mærket.
Under nedlukningen har spejderne også med inspiration i mobiltelefon-verdenens spil som Pokémon Go og Paw Patrol lavet orienteringsløb i lokalområdet.
– Vi tager udgangspunkt i noget, som børnene kender fra deres verden. Det betyder ikke, at vi dropper dolken og lejrbålet, men vi laver måske oftere en pandekage på bålet frem for et snobrød, der ender med at blive sort på den ene side, siger gruppeleder og formand, Jimmy Singerholm.
Han mener også, at forældrene spiller en vigtig rolle i forhold til at få flere børn med.
– Forældrene er gode til at være ambassadører for os, når de fortæller andre forældre om, hvorfor deres barn godt kan lide at gå til spejder, pointerer Jimmy Singerholm.
Tilsvarende er gruppens ledere også gode til at fortælle andre i deres netværk om mulighederne for at blive spejderleder. Derfor har Holbæk- og Regstrup-Spejderne også kunnet følge med i forhold til at have ledere nok til alle de mange medlemmer og aktiviteter.
Gruppen spænder fra de yngste mellem tre og seks år i FamilieSpejd over Flokspejdere (0.-3. klasse), Tropsspejdere (4.-6. klasse), Gruppespejdere (7.-9. klasse) samt Rovere fra 10. klasse og opefter.
Ny friluftslinje for 18+
Som noget helt nyt har Holbæk- og Regstrup-Spejderne her i foråret åbnet en friluftslinje, der henvender sig til personer over 18 år. Linjen er for alle, uanset om man i forvejen er spejder eller ej.
– Det er meningen, at der skal være fem friluftsaktiviteter i løbet af et år. Man kan deltage i dem alle, eller man kan vælge nogle ud. Det er en god mulighed, hvis man søger et netværk inden for friluftsliv, siger Jimmy Singerholm.
Der har allerede været arrangeret en kajaktur til Nekselø, og senest blev der lavet finere bålmad med Jeppe Bruun Hansen, der har vundet Robinson Ekspeditionen.