Tre fartbilister snuppet

Fredag eftermiddag blev tre mandlige fartbilister snuppet i at køre mere end 60 procent for stærkt på Blakledsvej syd for Vester Såby.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

På bare en halv time fik færdselsbetjenten de tre fartsyndere i fælden. De tre bilister blev med en laser målt til at køre mere en 60 procent for stærkt i byzonen med 50 km/t. tilladt. En 43-årig mand fra Mørkøv blev målt til at køre 90 km/t, en 24-årig mand fra Kirke Eskildstrup blev målt til at køre 88 km/t og en 72-årig lokal mand blev målt til at køre 84 km/t.

De tre blev sigtet og gjort bekendt med, at de udover en klækkelig bøde kan forvente en betinget frakendelse af førerretten, og derfor også skal bestå en kontrollerende køreprøve for at beholde kørekortet, oplyser politiet.