Tølløse Lokalarkiv åbner dørene

Lørdag den 13. november er det Arkivernes Dag i hele landet. I Tølløse Lokalarkiv markeres dagen ved at holde Åbent Hus kl. 10.00-14.00 samt vise en plancheudstilling. Temaet i år er ”5 folkekirker & 1 baptistkirke i den tidligere Tølløse Kommune”. Lokalarkivet sætter fokus på kirkerne i Tølløse, Ugerløse, St. Tåstrup, Kr. Eskilstrup og Soderup samt på Tølløse Baptistkirke, og fortæller om kirkebygningerne og de forandringer, de har gennemgået hen over tid. Herunder om kirkernes skiftende udseende inden døre og om inventaret samt om præstegårdene og om nogle af de præster, der har haft deres virke i sognene.