To fængslet for handel med stoffer

En 31-årig kvinde fra Holbæk og en 38-årig mand fra Fårevejle blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk og varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet for at have været i besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

Sagen begyndte onsdag kort før klokken 11, hvor politiet standsede en bil på Jernbanevej i Holbæk med de to personer i. I bilen blev der fundet amfetamin, og politiet ransagede derefter en adresse i Fårevejle og to i Holbæk.

I Fårevejle blev der fundet mindre mængder stoffer af forskellig type, mens der på henholdsvis Valdemar Sejrsvej og i Ladegårdsparken i Holbæk blev der fundet 203 gram hash og 190 gram amfetamin.

Politiet er sikker på, at hashen og amfetaminen tilhører de to sigtede, og at det var meningen, at stofferne skulle sælges videre.