Thorsten Larsen-Seul er nu løsgænger

Kommunalbestyrelsesmedlem i Holbæk, Thorsten Larsen-Seul, meldte sig søndag ud af Nye Borgerlige og er nu løsgænger.

Thorsten Larsen-Seul, medlem af kommunalbestyrelsen i Holbæk, har ligesom adskillige andre medlemmer af Nye Borgerlige valgt at melde sig ud af partiet.

Foto: Foto: Mie Neel

– Efter nogen tids overvejelse men især efter de sidste mange måneders ledelsesmæssige tumult i Nye Borgerlige har jeg i dag valgt at melde mig ud af partiet, meddelte kommunalbestyrelsesmedlem Thorsten Larsen-Seul søndag aften i en pressemeddelelse.

Han oplyser desuden, at han fortsætter som løsgænger i kommunalbestyrelsen.

– I Holbæk Kommunalbestyrelse arbejder jeg fortsat på fuldstændigt samme politiske grundlag som jeg blev valgt til kommunalbestyrelsen på – altså en nationalkonservativ værdipolitik kombineret med en liberaløkonomisk politik. Så ingen ændringer i politik eller tilgang, skriver han og tilføjer, at han vil arbejde for mere frihed, mere udvikling og mere tryghed samt imod ethvert knæfald for totalitære politiske idéer og religioner, siger den nu partiløse politiker.

Thorsten Larsen-Seul er medlem af økonomiudvalget samt udvalget for beskæftigelse, uddannelse og erhverv.