Frem til august kan man blive forført af tekstiler i en særudstilling på Holbæk Museum. Det er på flere måder en unik udstilling, for det er sjældent, at museets studiesamling kommer op af magasinet i Borchs Haandgjerningsskole.
Holbæk Museums Tekstillaug har blandt andet fundet smukke og sirlige håndarbejder og knap så smukke øvestykker frem sammen med industrielt fremstillede tekstiler.
Det er alt fra duge og kraver til tøj, som viser mode og tendenser gennem 200 år.
Det er samtidig et stykke udviklings- og håndarbejdshistorie, fra en tid hvor hjemmearbejde var en nødvendighed for de fleste til nu, hvor håndens arbejde for mange er hobby og kunsthåndværk.
Nogle af de udstillede genstande ligger fremme og kan studeres nærmere, mens andre og mere sjældne vises i montrer som en dåbspose syet af en silkekjole fra 1700-tallet.
Ud over broderi, strik, og vævede tekstiler udstilles også redskaber og fagbøger.
Studiesamlingen består af cirka 7000 genstande, som ikke udstilles, enten fordi der allerede er eksempler i museets samlinger, eller de ikke kommer fra Holbæk-egnen.
I stedet for at smide ud, sørger de frivillige i Holbæk Museums Tekstillaug for at undersøge, datere og stå for samlingen og åbne den for mindre grupper.
Særudstillingen åbner den 11. marts og varer til 6. august, og det er gratis af blive forført af tekstiler, for udstillingen indgår i billetten til museet