Svensk diva uden nykker

Koncert: Lisa Nilsson begejstrede i Holbæk med musik og anekdoter.

Diva uden nykker

Lisa Nilsson nøjedes ikke med at synge. Mellem sangene fik publikum en række morsomme og tankevækkende historier.

Foto: Mikael Vester

Rotationen i Holbæk var fyldt, da svenske Lisa Nilsson lørdag gæstede Sidesporets Musikklub i selskab med guitaristen Mattias Torell.

Lisa Nilsson er i diva-klassen, men blottet for primadonna-nykker. På scenen udstrålede hun alene stor autoritet, musikalsk som menneskeligt.

Musikalsk gik det fra pop og musical til blues og en snært af soul og rock. Gennembrudshittet "Himlen runt hörnat" kom til sidst i den ordinære koncert og "En kort, en lång" som et af ekstranumrene.

Der blev også sunget med, omend med en vis forsigtighed: Der skal lidt mod til for at synge højt, når forsangeren er så overlegent sikker som Lisa Nilsson. Publikum fik en perlerække af smukke detaljer i hver en sang. Men ingen overgjorte fraseringer, bare præcis det, hver sang havde godt af.

Ud over udpluk af 30 års sange fik de fremmødte også et indblik i sangerindens liv serveret i historier, hvor hun med megen humor og selvironi tog en række temmelig alvorlige emner op.

Lisa Nilsson og Mattias Torell var de eneste på scenen – men den svenske sangerinde havde Rotationen i sin hule hånd.

– Ægteskab er mit mindste talent – syv år er min max., konstaterede Lisa Nilsson, som dog også kunne glæde sig over gode ting fra de forliste forhold. Som da hun og hendes daværende mand gik i parterapi, men endte med at finde sammen i en fælles afsky for terapeuten.

– Så vi blev enige om at spare terapeuten væk og bruge pengene på en ferie til Thailand.

Også moderens demens havde Lisa Nilsson lært et par positive ting af. På et tidspunkt havde moderen glemt alt om de tidligere så talrige konflikter med datteren og var i stedet ovenud glad, hver gang Lisa kom på besøg.

Der var også solskinsstunder med moderen via musikken, fortalte Lisa Nilsson som oplæg til hendes version af den 60 år gamle ”Moon River" – en af moderens yndlingssange, som stadig gav glæde, da moderen ikke længere vidste, hvem Lisa var.

Og sådan vil Lisa Nilsson også gerne selv tackles, hvis hun engang falder af på den på samme måde.

Bedømt ud fra lørdagens koncert i Holbæk er der nu nok mange år tilbage i den 52-årige sanger og sangskriver, før dét kunne blive aktuelt.

ara