Stort nederlag til store muskler

Håndbold: Lammefjordens nedrykkede mandskab fik alvorlige udebane-tæv af Nykøbing F.

Stort nederlag til store muskler

Lammefjordens nedryknings-dømte håndboldmænd i 3. division tabte stort til Nykøbing F.

Foto: Thomas Olsen

Det var unge håndboldspillere under udvikling, der var oppe mod mere færdigudviklede muskelbundter, da Lammefjordens håndboldmænd i 3. division gæstede Nykøbing F. og blev slået eftertrykkeligt med 33-14 søndag eftermiddag.

Lammefjorden, der et stykke tid har været nedryknings-dømt, var uden midterforsvarets karantæneramte Oscar Carlson og nygifte Lasse Villumsen, og heller ikke Jeff Løve var med på søndagens langfart.

Så i stedet fik en række U17- og U19-spillere så chancen i en svær udebane-kamp mod velvoksne modstandere, der bortset fra de første 10 minutter, havde helt styr på kampen.

– De fulgte godt med til 3-3 i starten, men så brændte de et par chancer og måtte se Nykøbing score lette kontramål, og så var der pludselig meget lang tid tilbage, sagde Tuses cheftræner Jens Larsen, der kunne se Nykøbing F. være foran med 18-8 ved pausen.

Ret hurtigt i anden halvleg begyndte trætheden at melde sig hos de unge spillere fra Lammefjorden, der aldrig havde modtræk over for hjemmeholdets fysik.

Tilbage var så bare en lang hjemtur – og nogle tanker om sæsonafslutningen næste weekend på hjemmebane i Svinninge mod de lokale rivaler fra HF Kalundborg.

– Det bliver da sjovt, og vi håber på en masse tilskuere. Og i lokalopgør er der jo ingen, der vil give sig, lød det efter kampen fra træner Jens Larsen.

Jonas Jannsen spillede en god kamp og blev Lammefjordens topscorer.